Skoleåret 2023-2024 er skudt i gang – og det er dejligt igen at få glade børnestemmer ind på friskolen.

I torsdags havde vi forældremøde kombineret med et foredrag om snus, Puffbars og cigaretter. Vi ved godt at udfordringen denne aften var, at flere forældre skulle være i flere forskellige klasser på samme tid. Men vi syntes også det var vigtigt med foredraget. Som lovet, kommer her lidt af det, som jeg ikke nåede at fortælle!

  • I er altid velkomne på Hover-Torsted Friskole – og der er “næsten” altid kaffe eller te på kanden. Er der noget I undre jer over – så kontakt os endelig.
  • Vi har i dette skoleår to lørdage hvor vi skal i skole. Det er lørdag den 16. september, hvor vi har Høstmarked samt lørdag den 13. januar hvor vi vil spille skuespil for jer. Begge dage er skoledage – og derfor startede vi en dag senere end folkeskolerne i Ringkøbing-Skjern Kommune og vi holder en dag før til sommerferien. Datoen for vores sommerfest er ikke helt på plads endnu.
  • Vi forsøger at samle alle informationer til vores Hot News – men der kan være vigtige ting som hurtigt skal ud til jer, så derfor kan der også komme mails i ugens løb.

Tøj m.m.

Da vi er ude i alt slags vejr, så bedes alle børn have; gummistøvler, regntøj og tørt tøj i deres garderober. Hvis der er noget tøj der bliver vådt, sender vi det med hjem, så I forældre ved, at vi har brugt noget af det tørre tøj fra poserne.

Emneuge og Høstmarked

I uge 37 har vi emneuge om høst – og med optakt til vores Høstmarked lørdag den 16. september.

I forbindelse med emneugen kunne vi godt bruge:

  • Træpaller
  • Rengjorte og etiket-frie glas med låg i alle størrelser
  • Rengjorte og etiket-frie glasflasker med låg
  • Frugt og grøntsager
  • Mursten (gerne brugte, da de skal bruges til at bygge en ovn af)

Alle børn skal til emneugen medbringe et forklæde med navn på.

I emneugen har alle børn fri kl. 14.35 mandag og tirsdag, mens de har fri kl. 12.30 onsdag, torsdag og fredag.

Lørdag den 16. september skal børnene møde kl. 9.00 på friskolen (der kører ikke nogen skolebus) – og de har fri igen kl. 13.15. Høstmarkedet har åbent i tidsrummet 10.00 – 13.00.