Hvis man kan svæve rundt på en lyserød sky – også her i regn og hård vind med vindstød af storm fra vest – ja så svæver vi stadig. Tusind tak for den store opbakning til vores teater/FFO-fremlæggelser i lørdags. Både børnene og vi kunne mærke den gode stemning, snakken, hyggen og fællesskabet. Både i bestyrelsen, sammen med eleverne og på lærerværelset har vi evalueret den nye måde at spille skuespil på – og det er bestemt ikke sidste gang vi gør det på denne måde. Og næste gang skal de ældste elever også være med på skuespiller-holdet. Endnu engang tusind tak for at I trodsede den noget glatte grusvej – og lagde vejen forbi vores dejlige friskole i lørdags.

Tirsdag den 6. februar har vi en temadag om kroppen. Noget af undervisningen kommer til at foregå her på friskolen og noget i svømmehallen i Ulfborg. Til den dag skal børnene huske badetøj, håndklæde og en madpakke til inden vi skal i svømmehallen (vi kommer til at spise skolemad/den store madpakke lidt senere end normalt)

Datoer til kalenderen…

Vores sommerfest bliver torsdag den 27. juni kl. 18-21.

Første skoledag i august bliver tirsdag den 13. august.

Nyt fra bestyrelsen

Bestyrelsens 3 musketerer kæmper gerne videre

Torsdag d. 21. marts mødes vi alle🙂… eller ønskeligt gerne mindst én fra hver familie, til generalforsamling.

Støtteforeningen holder generalforsamling fra kl. 19.00-19.30. Friskolen fra kl. 19.30 – ca. 22.00.

Her kan I høre bestyrelsens årsberetning, få indblik i vores økonomi og den vigtige tilsynsrapport.
Sammen med det fortrinlige selskab og spændende indhold, har vi det vigtige valg til bestyrelsen.

Rasmus, Thomas og Benny er på valg. Vi kan med glæde ’proklamerer’, at de genopstiller alle mand😀

Andre kandidater er naturligvis også velkommen til at stille op. Det er ikke en lukket fest. 

Eventyrlig stemning med svinedrengen, prins Potaske og Hans & Grethe krydret med fabelagtige FFO fremlæggelser

Et helt igennem magisk setup med kæmpe ros til alle skuespillere, teknikere, scenografer, lærer og seje elever i 7. -8. klasse.
Tak for det talstærke fremmøde af forældre, søskende og bedsteforældre m.fl. Og tak for velorkestreret forplejning af forældregruppen.
Når man en gang imellem vover pelsen og udfordrer ”vi plejer”, føles det rigtig dejligt, når det bliver en succes.

Fascinerende, hvordan man kan skabe både scene, stemning og dramaturgi på så kort tid. Og alle elever havde egne replikker! Stærkt!
I bestyrelsen var vi generelt meget begejstrede. Vi har givet vores input videre til personalet om stort og småt. Ligesom de selv evaluerer.

Det bliver spændende at følge med i, hvad de finder på til næste år. Vi glæder os allerede.

Kør grønt og flash vores nye slæde

Det kan umuligt være gået nogens næse forbi, at vi har fået den svedigste nye 9 personers el-bus. Busbanden har været superseje til at omstille sig til den nye lækre slæde.

Men ved I egentligt godt, at den kan lejes? Og det er HELT VILDT billigt. Det koster kun 500 kr. pr. dag, og de første 100 km er gratis. Herefter 2,50 kr. pr. km.

Regler og vilkår gælder. Er du interesseret, kan du kontakte Tina på kontakt@htfri.dk.  

Weekendrengøring

Lørdag den 27. januarLuise og Thijs
Maridel og Kenneth
Lørdag den 3. februarDiana og Peder
Malene og Thomas
Lørdag den 10. februarMette og Ulrik
Inna og Serhii