Ikke to dage, uger, måneder er ens – og dog kan det hele godt synes lidt ens med restriktioner og covid-19. Denne uge har dog været præget af en ny slags planlægning – nemlig planlægningen til 0.-4. klasse må komme i skole igen på mandag. Noget vi glæder os rigtig meget til. Det bliver dog ikke til den hverdag de kender her fra friskolen – for de møder ind til rigtig mange restriktioner. Men vi lærte af forårets nedlukning og genåbning, at det er en lille fest hver gang, vi kan fjerne nogle af restriktionerne her på friskolen. Men der er nok desværre lang tid til alt det vi gerne vil – og alt det vi står for – og alt det er at gå på friskole. Her tænker jeg nok især på det fællesskab der er blandt hinanden både store og små. Men også fællesskabet med Jer forældre. Dog er der ikke helt lukket for forældre-adgang til friskolen i denne genåbning – I skal blot huske mundbind eller visir.

Med hensyn til eleverne i 5.-8. klasse så ved vi, at nogle har det rigtig, rigtig fint med hjemmeundervisningen, mens andre syntes det er svært, og måske har svært ved at motivere sig. Nogle kan have problemer med computeren, nettet eller at de portaler lærerne sætter dem i gang med, ikke er mulige at komme ind på (da alle elever i Danmark jo også skal ind!). Bliver hverdagen for trals – og har eleverne svært ved at finde motivationen, så skal I endelig give lyd fra Jer. Måske kan det hjælpe for Jeres barn, at de komme en eller flere dage på friskolen og modtager deres virtuelle undervisning. Vi skal blot vide besked.

En lille bøn fra lærerne…

Hvis Jeres børn er syge – om end det er et barn i 0.-4. klasse eller for de elever i 5.-8. klasse der bliver hjemmeundervist – så er det rigtig vigtigt at friskolen får besked. I kan altid ringe eller maile til friskolen fra morgenen af, og så giver jeg beskeden videre til de lærere der skal have eleven den pågældende dag. For 5.-8. klasses vedkommende så ved vi, at vi ikke skal forvente at de logger sig ind på mødet den dag.  

Indsamling af papir og pap…

Så længe friskolen har eksisteret, har der været indsamling af papir og pap rundt i sognene. Men det er vi desværre stoppet med, da økonomien ikke længere kan hænge sammen i det. Så der blev samlet papir/aviser og pap for sidste gang i maj måned.

Siden maj har papir og pap hobet sig op i vores skur her på friskolen. Der har ikke helt været en ordning på, hvordan papir og pap kom videre fra skuret. Her under nedlukningen har Birger fået tømt skuret. Det blev til nogle ture til genbrugspladsen! Så nu er det helt tomt.

Vi ved at Ringkøbing-Skjern Kommune i 2023 ruller en ny affaldssorteringsplan ud – her skal hver enkelt husstand – også friskolen – til at sortere affaldet i mange flere containere. Men indtil da, har vi brug for en løsning, så vores skur ikke kommer til at bugne igen.

På vores virtuelle bestyrelsesmøde i sidste uge, blev det derfor besluttet, at eleverne hver fredag under rengøring samler papir og pap i klare affaldssække. Affaldssækkene sætter de i den lille garderobe (der vil typisk være 2-3 sække fra en normal uge). Og så er det her I forældre kommer ind i billedet.

Når der har været forældre til weekendrengøring på friskolen, snupper I de sække med, og kører dem på en genbrugsplads – blot den der er nærmest på Jeres husstand. Vi håber meget at I vil være behjælpelige med at få styr på friskolens papir og pap.

Med venlig hilsen

Tina og Bestyrelsen

Skoleindskrivning i corona-tiden…

Det er svært at holde indskrivning – og åbne friskolen for mange i en corona-tid. Derfor vil alle kommende elever i 0. klasse og deres forældre modtage et brev med en lille hilsen og en lille gave fra friskolen. Vi vil i stedet holde en informationseftermiddag onsdag den 19. maj – og her håber vi meget, at vi kan åbne dørene for alle forældre og alle kommende 0. klasses elever.