Formålet med undervisningen er, at eleverne bliver i stand til at forstå og anvende matematik i sammenhænge, der vedrører dagligliv, samfundsliv og naturforhold. Undervisningen skal skabe grobund for indlevelse og fremme elevernes naturlige undren, nysgerrighed og fantasi. Analyse og argumentation skal indgå i arbejdet med emner og problemstillinger.
Undervisningen tilrettelægges så eleverne opbygger matematisk viden og kunnen ud fra egne forudsætninger. Selvstændigt og i fællesskab skal eleverne erfare, at matematik er et redskab til problemløsning, et praktisk og et kreativt fag.
Undervisningen skal medvirke til, at eleverne oplever og erkender matematikkens rolle i en kulturel og samfundsmæssig sammenhæng. Med henblik på at kunne tage ansvar og øve indflydelse i et demokratisk fællesskab, skal eleverne kunne forholde sig vurderende til matematikkens anvendelse.