Hover-Torsted Børnehus
Hover-Torsted Børnehus er et lille og hyggeligt børnehus, med både vuggestue, børnehave og SFO-delen. Børnehuset ligger i Hover.
I Børnehuset arbejdes ud fra Ringkøbing – Skjerns ”Fælles børne-ungesyn” med udgangspunkt i pædagogiske læreplaner. Der er et godt samarbejde med Friskolen. Dette samarbejde er med til at sikre og tilgodese et sammenhæng og helhed barnets liv.
Hver morgen tager skolebørnene fra Børnehuset til Friskolen med offentlig bus. Ligeledes benytter skolebørnene bussen om eftermiddagen, når skoledagen er færdig til at komme tilbage til Børnehuset igen. Læs i øvrigt mere om Hover-Torsted Børnehus på deres hjemmeside.
Samarbejde med tilsynsførende
Skolens generalforsamling har d. 12. april 2016 valgt Niels Jørgen Husted Kjær som tilsynsførende for en 5-årig periode med virkning fra denne dato.
Hans opgave er, ifølge Friskoleloven, at tilse om eleverne modtager en undervisning, der står mål med de krav, der stilles i folkeskolen. Den tilsynsførende udarbejder hvert år til generalforsamlingen en skriftlig redegørelse.
Det generelle tilsyn varetages af forældrene. Det gøres ifølge bestyrelsens forretningsorden via åbent hus arrangementerne, men det er vigtigt at huske, at man altid er velkommen til at komme og overvære og undervisningen.
Samarbejde med sundhedplejen
Skolesundhedsplejersken i dette område af Ringkøbing-Skjern Kommune varetager undersøgelserne på de udvalgte klassetrin. Alle forældre har lov til at kontakte sundhedsplejersken:
Susanne Bjerrum
Sundhedsplejerske
Børn og Familie Øst
Dyrvigsvej 9
6920 Videbæk
Direkte tlf.nr. 99741909
Mobilnr.: 21165501
Træffetider: Mandag kl. 8.00 – 9.00.
For flere informationer www.rksk.dk
Samarbejde med tandplejen
Friskolens elever har de samme tilbud om tandlægebehandling som kommunens øvrige elever.
Der undervises i samarbejde med skoletandplejen i tandsundhed, tandbørstning og tandsygdomsforebyggelse på forskellige relevante klassetrin.
Samarbejde med PPR
Friskolens lærere, elever og forældre har ret til rådgivning fra den kommunale pædagogisk-psykologiske rådgivning (PPR) på lige fod med folkeskolen. Der er et godt samarbejde med PPR’s forskellige konsulenter.
Samarbejde med SSP
Friskolen deltager i samarbejdet omkring kommunens SSP-arbejde (Skole, Sociale myndigheder og Politiet). Via møder i de forskellige SSP-netværksgrupper i kommunen styrkes det præventive arbejde i forbindelse med børn og unges levevilkår. Det gælder om at opfange signaler og udviklingstendenser så tidligt, at der kan sættes ind med den rette rådgivning og støtte i tide.
Samarbejde med andre friskoler
Der er et godt og inspirerende samarbejde med de nærliggende friskoler på såvel ledelses- som lærerplan, og en gang hvert 1½ år arrangeres en fælles dag for eleverne.