Fuglene synger, solen skinner, der vokser små tusindfryd i græsplænen, der ligger en trøje ved hoppepuden og lige om lidt vil det hele blive krydret med børnestemmer.

I går havde vi 8. klasse til eksamen i Håndværk og design. De kan godt være stolte af deres resultater, vi er som friskole meget stolte. I næste uge står den bl.a. på terminsprøver for 8. klasse i dansk og matematik. I næste uge tager vi også på lille lejr – ja skoleåret synger snart på sidste vers.

Smart-phone, smart-watch…

Friskolen har i adskillige år haft en mobilpolitik, hvor eleverne hver morgen afleverer deres telefon på lærerværelset. Det gjorde vi i sin tid for, at kunne se, at børnene blev forstyrret af deres telefoner. Den skulle hele tiden tjekkes, man sad og skrev beskeder til hinanden i stedet for at snakke sammen. I dag vil de nok sende en snap. Det er en ordning som jeg tror alle syntes godt om, og som vi kan se fungerer for os. Men…vi kan også se, at der nu er kommet et nyt produkt på markedet, som giver børnene den samme uro. Det er smart-watch/ smart ure. Her er der tale om børn på alle klassetrin – lige fra 0. klasse til 8. klasse. Der er nu igen ting der skal tjekkes hele tiden, og måske en lommeregner der lige kan findes frem (når man gerne skulle regne stykket i hovedet). Vi har på lærerværelset besluttet, at for eftertiden (fra i morgen) skal disse ure opbevares sammen med deres mobiltelefoner. Man kan så tage sit ur på igen når skoledagen er forbi.

Inden vi får set os om, så står den på sommerfest, hovedrengøring og sommerferie. Men der er meget der skal nås inden vi kommer dertil.

Lille lejr

Torsdag og fredag (den 19. og 20. juni) har vi lille lejr med hele friskolen.

Her er lidt praktisk info omkring vores lejr:

  • Børnene skal ikke have lommepenge med på turen til Silkeborg, men alle elever må medbringe en lille pose slik til turen – hvis der er behov for det.
  • Børnene møder ind torsdag morgen som almindeligt
  • 8.30 sætter vi os i bussen og kører mod Silkeborg, hvor vi skal besøge Labyrinthia og Aqua, inden turen går tilbage til friskolen.
  • Efter aftensmaden vil der være forskellige aktiviteter, lejrbål og sang inden 0.-2. kl. skal i seng kl. 20.30, 3.-6. kl. kl. 21.30 og 7.-8. kl. kl. 22.30. Klasserne sover klassevis – nogle i telt andre inde på friskolen. Det bliver aftalt med klasselæreren.
  • Fredag – efter morgenmad og oprydning, vil der igen være aktiviteter inden frokost, rengøring og afslutning. Kl. 12.30 har alle fri og kan tage bussen hjem.
  • Til lejren skal alle medbringe; sovepose, liggeunderlag, tøj efter vejret, tandbørste og tandpasta, lille rygsæk med madpakke til torsdag samt en drikkedunk med vand. I en lille stofpose med navn på, bedes alle medbringe en plastictallerken, kniv, gaffel, ske og et viskestykke.
  • Telefoner må medbringes – som hvilken anden skoledag. De skal ligge i deres rum på lærerværelset under hele lejren.

Sidste skoleuge

Den sidste skoleuge vil stå på forskellige anderledes dage.

Mandag er klasselærerdag – og 0.-2. kl. har fri kl. 12.30 mens 3.-8. kl. har fri kl.14.35

Tirsdag er rengøringsdag – og alle har fri kl. 14.35

Onsdag er igen en klasselærerdag – og alle har fri kl. 12.30

Torsdag er rekorddag – og alle har fri kl. 12.30

Fredag er sidste skoledag – og alle har fri kl.12.30 indtil vi ses til sommerfesten kl. 18.00